Uddannelsens form og krav

Uddannelsen er 4-årig, delt ind i en 2-årig grunddel og en 2-årig overbygningsdel.

Hvert år har 6 kursusmoduler – 5 kurser a 3 dage (fredage – lørdage fra kl. 9-17, søndage fra kl. 9 – ca. 15.30) og et kursus a 5 dage (onsdag – lørdag fra kl. 9-17, søndag fra kl. 9 – ca. 15.30). Kurserne vil være placeret med ca. 2 måneders interval, normalt i månederne august, oktober, december, februar, april, maj/juni. Datoerne aftales med deltagerne for et halvt år ad gangen.

Der er krav om egenterapi mindst en gang om måneden i hele uddannelsesperioden hos enten hovedunderviser Jens Enemark eller medunderviser Ellen G. Enemark. Terapien kan også tages hos godkendte psykoterapeuter eller psykologer, men godkendelse heraf vil bero på en vurdering fra uddannelseslederen. Herudover er der obligatorisk deltagelse i gruppeterapeutiske forløb i en anden udviklingsgruppe hos Center for Selvudvikling. Denne gruppe vil mødes 14 hele dage om året, hvilket i alt giver 34 mødedage om året under den 4-årige periode. 

Mellem hver mødegang skal deltagerne mødes mindst 3 gange a 3 timer i mindre grupper og arbejde med temaet fra sidste kursus.

På 2. uddannelsesår skal deltagerne i mindst et halvt år gå i en drømmegruppe, der mødes ca. 3 timer om måneden, ved Ellen G. Enemark.

På 4. uddannelsesår skal deltageren også deltage mindst et halvt år i en kunstterapeutisk gruppe, der mødes en halv dag om måneden, ved Ellen G. Enemark. Dette år skal deltagerne desuden arbejde med klientterapi i mindre omfang på de enkelte moduler. Disse frivillige klienter vil Center for Selvudvikling finde.
Senest dette år skal deltageren også selv starte terapiforløb op med mindst 5 klienter a ideelt 5 – 15 sessioner; forløbene vil blive superviseret i den individuelle terapi og på uddannelsesmodulerne på 4. år.

På 4. år er deltagelse i et 1-dagskursus i klinikvejledning obligatorisk. Kurset afholdes af ekstern underviser. Kurset oplyser om skat/momsfritagelse, fradrag, journalføring m.m.

Uddannelsen er først og fremmest erfaringsbaseret, men der vil undervejs i forløbet blive inddraget relevant litteratur, typisk 1000 sider pr. halvår. Bøgerne vil supplere og underbygge den gennemgåede teori på de enkelte moduler.

Ved hvert års afslutning skal deltageren udarbejde en statusrapport på 8-12 sider, som vil blive evalueret mellem kursisten og underviseren. Denne rapport skal omhandle de forskellige temaer, der er gennemgået i løbet af året og gøre status over deltagerens egen proces. Denne rapport og den omfattende, årlige evaluering skal erklæres bestået, for at deltageren kan fortsætte på uddannelsens næste år.

Sidste års rapport vil have et lidt større omfang (20-25 sider) og inddrage deltagerens egne erfaringer som terapeut det sidste år samt redegørelser for relevante problemstillinger af teoretisk og praktisk art, som den kommende terapeut selv opfatter som centrale i sit arbejde.

Denne rapport ligger til grund for en større evaluering af uddannelsen mellem underviseren og deltageren. Rapporten vil også være en del af baggrunden for eksamen, under evalueringen af en praktisk terapeut-session til gennemgang med eksaminator og censor. Den samlede bedømmelse af rapport, eksamen og samlet forløb vil ligge til grund for enten bestået eller ikke-bestået uddannelse. Denne skal være bestået for at certifikat uddeles, i modsat fald vil man modtage et bevis på at have fulgt uddannelsen igennem 4 år, men uden certifikat.
Deltagerens personlige og faglige udvikling i forløbet vil løbende blive drøftet i de årlige evalueringer, supervision og på de enkelte moduler.

Hvis en deltager er nødt til at springe nogle kursusgange over pga. graviditet, sygdom el.lign., vil det forsømte skulle indhentes i de mindre studiegrupper, via mere individuel undervisning/terapi eller andet. Det vil blive en individuel vurdering, hvad der er brug for fra gang til gang.

Alle moduler afholdes i Center for Selvudviklings lokaler, Montanagade 15 B, stuen. Medbring indesko, skriveredskaber og notesbog samt eventuel frokost. Der er mulighed for at lave kaffe og te i lokalerne.

Der kan maksimalt være 12 deltagere på uddannelsen.