Uddannelsen mål

Igangværende uddannelseshold  4 mødes:

2019: 16-18/8, 11-13/10, 29/11-1/12.

2020: 6-9/2, 23-26/4, 4-7/6, 13-16/8, 8-11/10, 3-6/12.

Nyt uddannelseshold forventes opstartet januar 2021.

Uddannelsen vægter at sætte deltageren i stand til at varetage terapeutiske forløb, med vægt på udviklingspsykologiske forløb, her kaldet selvudviklingsprocesser. Dette arbejdsområde vil være det primære, men uddannelsen vil også understøtte mere indirekte, terapeutisk arbejde, hvor kontakt med andre menneskers behov og udviklingsmuligheder er det umiddelbare arbejdsfelt. Det kan fx være et arbejde som lærer, pædagog, sygeplejerske, inden for de humanistiske universitetsuddannelser generelt eller som psykolog (på grund af denne uddannelses lave vægtning af terapiforståelse og -praksis). Det kan også være som underviser på fx aftenskole eller konsulentvirksomhed.
Uddannelsen er derudover oplagt for den alternative behandler, der ønsker at skærpe sine terapeutiske kvalifikationer og indsigt samt arbejde med at holde sig vital som behandler igennem et arbejdsliv.

Generelt vil arbejdet under uddannelsen skærpe deltagerens kontakt med intuition, medfølelse, sensitivitet og egne givende ressourcer. Dette vil opleves meningsfyldt ind i den enkeltes personlige liv, men vil selvfølgelig også være kvaliteter, der kan bruges ind i alle sammenhænge i både privat- og arbejdsliv.

Deltageren vil blive mere bevidst om, hvor grænsen for det terapeutiske virke går, samt lære at genkende, hvornår fx medicinsk behandling og andre veje, måske i det etablerede behandlingssystem, er nødvendige at henvise til.

Psykoterapeutuddannelsen opfylder Sundhedsstyrelsens regler for godkendelse til alternativ behandler. Uddannelsesstedet er registreret blandt FaDPs (Foreningen af Danske Psykoterapeuter) uddannelsessteder, og det vil være muligt at søge om godkendelse til registreret psykoterapeut i denne forening efter afsluttet uddannelse og overstået eksamen.

Det er vigtigt at understrege, at et virkeligt arbejde som terapeut kræver en fortsat selvudforskning og arbejde med supervision efter de fire års uddannelse. Et vellykket, terapeutisk forløb vil til stadighed være snævert knyttet til den fortsatte vækst for terapeuten selv. Det vil være ønskeligt for kommende klienter, såvel som terapeuten selv, hvis han/hun fortsætter sit individuelle arbejde med sig selv efter endt uddannelse, gennem såvel individuel terapi som supervision. Dette er muligt over en længere årrække i Center for Selvudviklings regi, hvis det ønskes.