Ny 3-dages gruppe

OBS: Gruppen er ikke aktiv pt., skriv hvis du har interesse i at deltage.

Denne gruppe er en ny udviklingsgruppe, der starter som en månedlig aftengruppe på tirsdage fra kl. 17 – 20.30 fra august og foreløbig efteråret ud.

Gruppen vil mødes som 3-dages gruppe når der er basis for det. Her mødes den i starten fra kl. 15- ca. 20 fredag, lør. fra kl. 9- ca. 17, søn. fra kl. 9 – ca. 14.30. Indtil da mødes gruppen på tirsdage, med første mødegang planlagt i august.

Datoer efterår 2023: 22/8, 19/9, 10/10, 7/11, 12/12.

Pris: 300 kr. pr. gang for aften gruppe. 2000 kr. for tre dages gruppe pr. gang, når den starter.

Du kan betale kontant, evt. gennem ErhvervsMobilepay  på gruppens første dag, eller via netbank senest to hverdage før gruppen mødes, til Jyske Bank, reg. nr. 5072, kontonr. 0001220395, med angivelse af navn, gruppe samt dato.

Når du er tilmeldt gruppen, formodes du at deltage på de aftalte datoer i gruppen. Du skal altså ikke tilmelde dig til hvert enkelt gruppe. Du har til enhver tid mulighed for at stoppe i gruppen, du er ikke bundet til betaling af mere end hver enkelt mødegang. Hvis du er forhindret en mødegang, bedes du melde afbud senest 14 dage før gruppens start af hensyn til planlægningen af gruppen. Ved senere afbud  betales 600 kr. for gruppen (når den er en 3 dages gruppe).

Ved sygdom eller andet fravær under en gruppe betales for fuld gruppedeltagelse, med mindre andet er aftalt.

Arbejdet i gruppen

Dagen starter med respons på drømme og/eller ca. en times yoga/bevægelse, der udføres i et roligt tempo med vægt på det at være til stede i kroppen. Denne kropslige bearbejdelse støtter en følt afspænding af kroppen, hvilket gradvis baner vej for at falde ind i meditation. Vi arbejder med at skabe kontakt til energi i kroppen, specielt centrale energiområder i kroppen, kaldet chakras. Endvidere arbejder vi bl.a. med at integrere en kontakt til den spirituelle dimension gennem meditation .

Arbejdet vil støtte heling af indre spaltninger og har vægt på at integrere følelse i kontakt og udtryk. Terapeutisk kommunikation og Enneagrammet vil indgå i undervisningen. Enneagrammet er et dybtgående spirituelt udviklingsredskab, der kan give kontakt med såvel personlighedens overlevelsesbetonede strategier, som kontakt med aspekter vores essentielle natur.

I gruppen søges skabt en atmosfære af tillid, kontakt og nænsomhed, der kan understøtte en oprigtig indre udforskning. Arbejdet er individuelt og responsen fortrinsvis mellem den enkelte deltager og underviseren. Det er altså ikke et gruppeterapeutisk forløb, hvor alle konfronteres med alle, men snarere et forløb hvor den enkeltes proces finder støtte og hjælp i de andre gruppedeltageres forsøg på at arbejde i samme retning.

Praktisk

Medbring indesko, skriveredskaber, notesbog. Medbring også tøj du kan bevæge dig i til hver dag.

Der er køkken, køleskab og spiseplads i lokalerne. Medbring selv evt. mad til gruppedagene, ellers er der fine indkøbsmuligheder i kvarteret. Der vil være indkøbt lidt bagerbrød til om formiddagen, medbring selv te og kaffe til eget forbrug. Der kan også købes Nespressokaffe til billige priser.